Have-markvandring den 3. august

Årets have-markvandring gik til Knud Engel, Højbjerggaard, Højbjergvej 140.

 Vejret viste sig ikke fra den bedste side, så der blev ikke megen markvandring, men Lene og Knud Engel viste rundt i bygninger og have.

Peter Andersen, Spangsvej, har fotograferet.

 

Fra Kulturministeriets side om fredede og bevaringsvarige bygninger:

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Højbjerggård
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Højbjergvej 140
Kommune:
Odense
Omfang:

Det firelængede anlæg med tilbygninger, svinehus og brændehus samt forrådskulen i haven.

Fredet 1984.
Beskrivelse:

Højbjerggård ligger øst for Højbjergvej, i landskabet vest for Ejlstrup. Gården udgøres af et firlænget anlæg omkring en pigstensbelagt gårdsplads, herefter benævnt den nordre gårdsplads. I den nordre længe er stuehuset, og nord herfor er en have med en forrådskule. Anlæggets østlænge er forlænget med en kostald mod syd og parallelt med denne, men ud mod Højbjergvej, ligger en svinestald. Imellem de to bygninger er yderligere et udhus – et brændehus. Imellem kostalden, svinestalden, brændehuset og sydlængen er endnu en gårdsplads med en stensat møddingplads og tilvokset brolægning, herefter kaldet den søndre gårdsplads. På østlængen er yderligere en tilbygning mod øst. Der er indkørsel til den nordre gårdsplads fra Højbjergvej gennem den vestre længe og fra den søndre gårdsplads gennem sydlængen. Bygningerne omkranses af smalle pigstensbelægninger.

Højbjerggårds bygninger er opført i ét stokværk, righoldigt, rødt opstolpet bindingsværk, med pudsede, hvidkalkede tavl, sokler af kampe- og syldsten samt ubrudte, stråtækte tage med stråmønning og kragtræer. Dog har kostalden et nyere tag af eternitbølgeplader, og ind mod den søndre gårdsplads er sydlængen og kostalden kalket over stok og sten. I stuehusets rygning er tre hvidkalkede skorstenspiber. Vinduer og døre dels ældre, dels nyere men traditionelt udførte. Træværk og vinduer i udlængerne er malet røde.

Stuehuset er 22 fag langt og taget afsluttes med halvvalm over gavlene. I havesiden er to indgange med tofløjede fyldingsdøre med ruder i de øverste fyldinger. Den vestre er rødmalet, den østre hvidmalet med røde stafferinger. Foran dørene er trædesten af granit. I gårdsiden er en rødmalet fyldingsdør i det vestre fag samt to hvidmalede, tofløjede fyldingsdøre med indfatninger udformet som pilastre, den vestre er blændet indefra. Begge døre har ældre overvinduer, det vestre med mønsteropsprosning, det østre med dekorative støbejernssprosser. Vinduerne er torammede vinduer med tre eller seks ruder i hver ramme. Vinduerne har hvide rammer og røde karme. I stuehusets indre er den ældre planløsning delvist bevaret. I den vestre halvdel er indgang fra havesiden til et bryggers med gruekedel. I gavlen er to værelser og der er adgang til et tidligere spisekammer i den tilstødende vestlænge. I midten er bygningen er et nyere køkken mod havesiden og en stue mod gården, hvori den oprindelige vestre forstue mod gårdspladsen er inddraget. Endvidere er der en gennemgående stue, herefter den østre forstue mod gårdspladsen og et badeværelse. Den østre del af bygningen er indrettet til en stor stue med fritstående skorsten. Stuen er åben til kip, har udgang til haven samt en åben forbindelse til den nordre del af østlængen hvor der er indrettet tre værelser og et badeværelse forbundet af en fordelingsgang med udgang til gårdspladsen. Gulvene er nyere bræddegulve, ældre teglstensgulve eller støbte gulve, væggene er pudsede og i stuen mod gårdspladsen er brystningspaneler. Lofterne har synlige bjælkelag med nye og ældre listebeslåede plader eller puds imellem. Der er bevaret mange ældre fyldingsdøre med gerichter, greb og hængsler samt to etageovne. Over havedøren er opsat en dørhammer fundet på gården med den udskårne tekst: ”MNS KA D 1846”. Den inddragede del af østlængen har nyere klinkegulve eller tæppebelagte gulve, filtsede murede vægge og synligt bjælkelag med nye plader imellem. Dørene er ældre, men hentet andetsteds. Også her er opsat en dørhammer med initialer og årstallet 1816.

Østlængen og tilbygningen mod øst har ligeledes halvvalm over gavlen, mens kostalden i forlængelse af østlængen afsluttes med helvalm. Kostaldens sydlige ende er omsat i grundmur, og vinduerne er nyere staldvinduer. Østlængen har tagskægskviste med læsseluger samt flere revledøre og -porte ind mod den nordre gårdsplads. Den del af østlængen, der er inddraget til beboelse, samt tilbygningen mod øst har nyere, torammede, seksrudede vinduer samt enkelte ældre staldvinduer af støbejern. I østlængens nordgavl er en grønmalet fyldingsdør med ruder i de øverste fyldinger og en støbt, stenbelagt trappe foran. I tilbygningens nordside er en revledør og vinduet i denne side har revleskodder. I østlængens indre er et stort rum, med synlig højremskonstruktion samt to mindre rum med bræddeloft. Der er åben forbindelse til tilbygningens ene rum, der har synligt bjælkelag og bræddeloft. I tilbygningens tagetage er synlig tagkonstruktion med hængeværk. I kostalden er et stort staldrum med båse af træ, synlige konstruktioner og bræddeloft. I den søndre ende er et depotrum. Østlængens, tilbygningen og kostalden har overkalkede ydervæggene og støbte gulve. I kostaldens gulv er grebning og støbte fodertrug.

Vestlængen og sydlængen har begge gennemkørsler til den nordre gårdsplads aflukket med tofløjede revleporte. Gennemkørslerne har pigstensbelægning og vægge i bindingsværk, begge er åben til kip og ind til tagetagerne over den resterende del af længerne. Sydlængen har tagskægskvist med læsseluge og to revlehalvdøre ind mod den nordre gårdsplads og en revledør mod den søndre gårdsplads. Vinduerne er ældre staldvinduer af støbejern. Vestlængen har to revledøre, en åben, dobbelt garage – tidligere vognport samt et støbejernsvindue og to torammede, seksrudede vinduer ind mod gårdspladsen. I vestsiden ud til Højbjergvej er en enkelt revleluge. Begge længer har sulekonstruktioner og uudnyttede tagetager med bræddegulv og synlige konstruktioner. Sydlængens indre udgøres i øvrigt af et staldrum med støbt gulv, overkalkede ydervægge, synlige konstruktioner og bræddeloft samt bevarede båse af træ, hvoraf nogle har udskæringer. I vestlængen er en mindre hestestald og huggehus, foruden garagen og spisekammeret, der kun har adgang fra stuehuset.

Svinestalden, langs Højbjergvej, er 17 fag lang, har valmet tag, gennemstukne bjælkeender og sulekonstruktion som vest- og sydlængen. I vestsiden, ud til vejen, er en række revledøre og -porte. I gårdsiden ud til den søndre gårdsplads er staldvinduer af varierende type, et enkelt torammet vindue med seksrudede rammer samt en revledør mod nord. Gavlene er uden åbninger. Svinestalden er i det indre opdelt i mindre rum af skillevægge i bindingsværk. Gulvene er støbte, nogle har grebning, væggene er overkalkede, og der er synlige konstruktioner og brædder over de synlige bjælkelag. Nogle af bjælkerne er krumvoksede. Tageetagen er uudnyttet.

Brændehuset mod syd (tidligere fårehus) er fem fag langt med gennemstukne bjælkeender, helvalm over den vestre gavl og halvvalm over den østre hvorunder der er en åbning, hvor læsselugen mangler. Bindingsværket er delvist fornyet. I sydsiden er to vinduesåbninger uden vinduer og i nordsiden er to revledøre. I det indre er bygningen åben til kip, gulvet er af jord, ydervæggene er ubehandlede og rummet opdeles af en bindingsværksvæg uden tavl.

Forrådskulen i haven udgøres af en stensat oval udgravning ind i det forhøjede terræn ved foden af stort egetræ. Indskæringen i terrænet overdækkes af et lille nytækket tag med kragtræer, der støtter af på stensætningen og i midten bæres af en stolpe.

Bygningshistorie:

Højbjerggård var ryttergods frem til 1764 og optræder som selvejergård i et skifte fra 1786. Gården blev allerede i 1696 beskrevet af ryttergodskommissionen som et firlænget anlæg med et 12 fag langt stuehus mod nord, en østlænge på ti fag, en sydlænge på ni fag og en vestlænge på 11 fag. Desuden blev der omtalt et nyt rytterhus af seks fag. Gården er blevet ombygget gennem tiden i takt med ændrede behov og fremtræder i dag i store træk, som den gjorde i første halvdel af 1800-tallet.

I 1805 beskrives gården som et stuehus på nu 16 fag indrettet med tre stuer, forstue, to kamre, bryghus, bagerum og havde to skorstene. Østlængen på 20 fag var indrettet til vognport, lade og lo, mens den 17 fag lange sydlænge var stald og foderlo. Vestlængen var 19 fag lang og fungerede til lo, lade og et husværelse med skorsten. På vestlængen var et fire fag foderhus, der senere blev nedrevet igen. Bygningerne var opført undertømmer af eg og overtømmer af fyrretræ med klinede tavl.

I 1828 blev Højbjerggård ombygget, og alle bygningerne blevet øget i dybden. Stuehuset blev forlænget med seks fag, og de klinede tavl blev udskiftet med teglsten og der blev lagt loft, isat engeske vinduer og hollandske døre samt etableret endnu en skorsten. Indretningen bestod nu af to kamre, storstue, sovekammer, forstue, gang, dagligstue, køkken med stengulv, bryggers, pige- og mælkekammer. Den østre længe blev forlænget til 22 fag indeholdende lade, lo, karlekammer og dobbelt vognport. Den søndre længe blev forkortet et fag med uændret funktion, dog nu med indkørselsport, som det også ses i dag. Vestlængen blev forkortet til 17 fag – de 14 fag var indrettet til kornhus og port og i de resterende tre fag var en aftægtsbolig med to stuer, forstue med loft og skorsten.

I 1846 opførtes den nuværende svinestald. Ved opførelsen var bygningen 13 fag lang og blev brugt til kornhus, tørvehus, hugge- og fårehus.

Vestlængen er næsten helt lukket ud til Højbjergvej.
Den østre længes tilbygning mod øst er opført inden 1864, hvor det kaldes et maskinhus, men i 1895 blev det betegnet hestegangshus. Det, der i dag kaldes brændehus, blev opført mellem 1864 og 1895 som et fårehus.

Stuehuset blev ombygget i 1970’erne og den nordre del af vestlængen blev inddraget til værelser.

Kilder:
Højbjergvej 140, Højbjerggård, matr.nr. 2a, 2k, 6b, og 8b, Højbjerg by, Ubberud. Bygningshistorisk undersøgelse. Esben Hedegaard og Torben Grøngaard Jeppesen. Den fynske landsby. 1982.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi knytter sig til Højbjerggårds velbevarede landbrugsmiljø med to gårdspladser samt have med forrådskule i tilknytning til stuehuset. Højbjerggård bidrager med sin beliggenhed i det skrånende terræn op til vejen og i kraft af sin størrelse og traditionelle byggeskik væsentligt til oplevelsen af agerbrugslandskabet, bestående af marker, skov og ældre, slyngede vejforløb.
Kulturhistorisk værdi:

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til Højbjerggård som en yderst velbevaret repræsentant for et gårdanlæg med stuehus, udlænger og forrådskule med oprindelse i barokken og senere udvidelser i 1800-tallet.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningernes konstruktion i egnskarakteristisk bindingsværk med fodrem, stormranker og den ødsle brug af dokker samt særligt til sulekonstruktionen i syd- og vestlængen samt til højremskonstruktionen i østlængen. Hertil kommer de ældre bygningsdele og detaljer, der vidner om bygningernes alder, oprindelige brug samt gårdens udvikling gennem tiden.

I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig ligeledes til hierarkiet mellem de to gårdspladser, hvor den nordre er klart afgrænset og giver adgang til stuehuset, stald, lo og vognport fra vejen. Den søndre gårdsplads har karakter af at være en mere grov bagside med få indgange, møddingplads (og oprindeligt også lokum) og adgang til markerne.

Stuehusets anvendelse til bolig er tydelig i fyldingsdørene, de torammede vinduer og skorstenspiberne, mens udlængernes funktionelt betingede oprindelse er tydelig i den konsekvente brug af staldvinduer, revledøre og -porte samt i tagskægskvistene med læsseluger, der sammen med de ubrudte tagflader vidner om tagetagernes brug til opbevaring.

Den kulturhistoriske værdi i stuehusets indre knytter sig til de bevarede dele af den ældre grundplan, der kan ses i den østre forstue, bryggerset med gruekedel og opholdsstuen samt i den traditionelle placering af køkkenet mod nord og den uudnyttede tagetage, der formentlig har haft gavlkamre. Hertil kommer de ældre bygningsdele og detaljer, herunder teglgulv, gruekedel, fyldingsdøre med gerichter, hængsler og greb, brystningspaneler, etageovn, stormkroge samt anverfere.

I udlængernes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de enkle planløsninger, der afspejler rummenes tiltænkte brug, ligesom bygningernes slidstærke, enkle materialeholdning svarer til deres oprindelige brug til dyrehold, lade, lo, vognport, huggerum, brænderum og roehus. Den kulturhistoriske værdi knytter sig således til bygningernes synlige konstruktioner og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder staldinventar og særligt båsene inddelt af krumvokset tømmer med udskårne fronter.

Forrådskulen i haven vidner om den tidligere brug af kuler til opbevaring af havens afgrøder.

Arkitektonisk værdi:

Højbjerggårds arkitektoniske værdi knytter sig til det samlede anlæg, der bindes sammen til en helhed af bygningernes traditionelle bindingsværkskonstruktioner og de ubrudte, og for en stor del sammenhængende, stråtækte tagflader. Bygningernes placering resulterer i de to gårdspladser med hver deres karakter.  

Den gennemgående brug af righoldigt, opstolpet tømmer giver anlægget en karakteristisk og pyntelig karakter, ligesom tømmeret på fin vis opdeler de lange bygningskroppe i en taktfast rytme.

Stuehuset markerer sig som anlæggets vigtigste bygning med sine tre skorstenspiber og mange vinduer. Tagfladen er markant, og vinduernes placering lige under tagskægget forstærker indtrykket af det tunge tag. Vinduernes farvesætning og fyldingsdørene udgør anlæggets eneste dekorative elementer, og hermed forstærkes den fornemme karakter i gårdsidens fyldingsdøre med pilasterindfatninger og overvinduer.

Bærende fredningsværdier:

De bærende fredningsværdier knytter sig overordnet til Højbjerggård som en yderst velbevaret, firfløjet, barok bindingsværksgård med udvidelser fra 1800-tallet med forrådskule, svinestald, kostald, brændehus og tilbygning til østfløjen samt til gennemkørslerne i syd- og vestlængen.

De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til bygningernes bindingsværkskonstruktioner, sokler af syld- og kampesten, stråtækte tage med mønninger, kragtræer, skorstenspiber og tagskægskviste. Endvidere til bygningernes ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder torammede vinduer, staldvinduer, fyldingsdøre med indfatninger og overvinduer samt revleluger, -døre og -porte. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning i såvel bygningernes ydre og indre.

I stuehusets indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de ældre dele af grundplanen med forstue, bryggers, gennemgående stue, uudnyttet tagetage og den traditionelle placering af værelser i gavlen og køkkenet mod nord samt adgang til spisekammer i vestlængen. Hertil kommer de ældre bygnignsdele og -detaljer, herunder teglstensgulve, bjælkelag, brystningspaneler, fyldingsdøre med gerichter fra midten af 1800-tallet, hængsler og greb, brændeovne samt vinduernes stormkroge og anverfere.

I østlængens og tilbygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de synlige konstruktioner, herunder højremskonstruktionen og hængeværket, den enkle planløsning, de ældre bygningsdele og -detaljer.

I kostaldens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til den enkle planløsning, de synlige konstruktioner i stue- og tagetagen samt til de ældre bygningsdele og -detaljer.

I vestlængens og sydlængens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de synlige konstruktioner i stue- og tagetagerne, særligt sulerne samt til de enkle planløsninger med staldrum, vognport og huggehus. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer.

De bærende fredningsværdier knytter sig for brændehusets og svinestaldens indre ligeledes til de ældre, enkle grundplaner med stald- og depotrum samt til de synlige konstruktioner i stue- og tagetager. Endelig kommer de ældre bygningsdele og -detaljer.

De bærende fredningsværdier for forrådskulen i haven knytter sig til kulens placering i terrænet, de stensatte sider og det stråtækte tag.