Det menes, at huset ved kirken, Kirkehuset, blev bygget omkring 1725 som bolig for en opsynsmand ved kirken. Opsynsmanden fæstede huset af Gråbrødre Hospital, som sognet dengang hørte under. I 1766 bad degnen, Limkilde, om at få huset som fribolig, da han ikke mente, det var rimeligt, at det var fæstehus under Hospitalet. Det blev afslået.
Kirkehuset beboedes således af en husmand, der også passede kirkegården. Mikkel Larsen fæstede huset i 1828 og købte det af hospitalet i 1861. Huset var kun på otte fag og med en lille ekstra længe til lo, stald og tørvehus. En jordlod tæt ved huset var på to tønder land, og selvom jorden var god, måtte indkomsten fra den suppleres med andre indtægter. Mikkel Larsen døde som 69-årig i 1862. Da var han på aftægt hos Jens Larsen, der havde overtaget huset i 1862. Da Jens Larsen døde i 1889, blev huset overtaget af hans søn Hans Anton Larsen.
Der blev holdt møder i kirkehuset, der således var en forløber for forsamlingshuset. Der blev bl.a. afholdt sognerådsmøder der, og når skatteligningen var klaret, blev resultatet lagt frem i kirkehuset, så alle kunne se, hvad de skulle betale – og hvad andre skulle betale.
Husmand Hans Anton Larsen blev i 1890 gift med Maren Johanne Frandsen, der havde været tjenestepige på Christianslund. De fik fire børn:
Jensine Camilla Larsen, født 4. juni 1893
Ane Margrethe Larsen, født 2. juni 1895
Jens Thorvald Larsen, født 16. august 1897
Aya Sevilla Larsen, født 22. november 1911.
Hans Anton Larsen døde i 1937, og Maren Johanne døde i 1938, hvorefter Aya Sevilla overtog huset. I 1940 boede graver og ringer Jens Rasmussen med sin familie i graverhuset til leje hos Aya.
Da Aya døde i juni 1965, omtales hun i kirkebogen som invalidepensionist. Efter hendes død søgte Paarup menighedsråd kirkeministeriet om tilladelse til at købe hendes hus. Købesummen var 54.000 kr. Huset skulle så fungere som tjenestebolig for graveren. Det betød, at Jens Rasmussen fortsat kunne bo i huset, hvilket han gjorde indtil 1970.
Nedenfor ses en del fotos af Graverhuset, gamle og nyere. De sidste er fra renoveringen. Der er også instruksen for ringeren.

















