Privatskoler

Mellem 1900 og 1940 var der 100-130 børn i Paarup Skole, selv om kommunens samlede børnetal var meget højere. Mange børn gik indtil 1933 i privatskoler, hvis elevtal kulminerede i 1932, da der af 294 børn i den skolepligtige alder kun gik 114 i Paarup Skole. Langt de fleste af børnene i privatskolerne var fra Paarup Kommune.

I Villa Nybo drev fru Brandt endnu som 80-årig sin lille privatskole, som kommunen gennem mange år havde støttet ved at betale en del af skolepengene. Marie Brandt døde i 1929 kort efter, at hun var fyldt 80 år.

Der var endnu en privatskole, nemlig Snestrup Privatskole på Vrangsbæk. Den lille skole begyndte i 1926, idet Doris Margrethe Jensen i nogle år havde undervist sine egne børn, og da der efterhånden kom flere til udefra, blev der indrettet en særlig skolestue på kvisten. Det højeste antal børn var 18, og skolen eksisterede endnu i 1949.

Vrangsbæk 1939 Skolen på Vrangsbaek Frikvarter med sneboldkast
Gården Vrangsbæk i 1939. Eleverne med Doris Jensen. Frikvarter om vinteren.
Frikvarter Med fodermesteren i marken Eksamensdag
Frikvarter om sommeren. Med fodermesteren i marken. Eksamensdag.

Tarup Privatskoles historie.

Skolen i Skellet ca 1925 Tarup Privatskole ca 1928 Jernbanevej 11
Skolen i Skellet ca. 1925. Skolen i Skellet ca. 1928. Jernbanevej 11.
I skolehaverne mellem 1930 og 1933 I skolehaverne Bag skolen på Jernbanevej
I skolehaverne. I skolehaverne. Bag skolen på Jernbanevej.

Fortalt og senere nedskrevet af Inger Nielsen i anledning af Tarup Skoles jubilæum 1. december 1983.

“Omkring 1920, da bestyrer J.P. Pedersen med sin hustru Karen flyttede ind i deres nybyggede hus ”Skrænten”, det nuværende Skellet 9, fandtes der kun få huse i Tarup langs Rugårdsvej: Kronsbjergs cykelforretning, en købmand på hjørnet af Jeppe Aakjærs Allé – dengang Husmandsskolens Allé, et par håndværkerhuse og det sidste ”Fløjtenborg” på hjørnet af nuværende Rismarksvej og Rugårdsvej.

Ægteparret fik to sønner, Peder og Jørgen, og da der kun fandtes en ret gammeldags landsbyskole helt ude i Paarup, og da Karen P. før sit giftermål havde været forskolelærerinde i Kølstrup, besluttede hun selv at undervise sin ældste søn, da han blev skolepligtig sammen med nogle få andre. Hun var en meget interesseret lærerinde, der fulgte med i tidens nye skoletanker. Hun afskaffede den hidtil så almindelig brugte ABC og forsøgte sig med lyd- og billedmetode til stor glæde og tilfredshed for alle.

Da dette første hold var undervist i 2-3 år, sendtes de til andre skoler i Odense, og Karen tog fat på undervisningen af sin søn nr. 2 sammen med et større hold, 10-12 børn, da der var kommet flere ”nybyggere” til Tarup.

Det var som en nutidig hjemskole, og tit lød der glade sange, både almindelig børnesange og Grundtvigs bibelhistoriske sange, ligesom der ikke blev sparet på fortælling af sagn og eventyr.

Sådan gik to år til, og Karen P. som forskolelærerinde mente, at hun ikke havde uddannelse til – lovmæssigt – at undervise længere end til børnenes 8-9 år. Forældre til nye skolepligtige børn bad hende fortsætte med et nyt hold, det gjorde hun og antog mig som medhjælper.

Jeg var nybagt lærerinde, let at begejstre og interesseret. ”Så kan vi lave en rigtig skole, ” sagde min faster glad, og jeg slog til. Karen P. forsatte med begynderholdet, og jeg overtog de ældre.

Et skillerum mellem to værelser på 1. sal blev taget ned, og der blev indrettet et hyggeligt klasseværelse til mig. Nok ikke efter de ministerielle mål, men jeg havde mange dejlige timer der. Bl.a. mindes jeg, at vi midt på dagen kunne standse undervisningen. ”Lyt,” sagde jeg, ”kan I høre nattergalen synge ovre i skoven?”

Vi havde en dejlig udsigt over Aaløkkeskoven, hvortil vore botanikture ofte gik, og efterhånden som børnene blev større kunne vi på cykel tage dejlige ture til Slukefter og Langesø. Det var som regel eftermiddagsture (uden 11-timersregel), og undervisningen måtte i mange fag blive individuel – en stor fordel, som atter i dag er i højsædet. – Nogle sprogtimer havde vi også.

Da vi fik flere og flere børn tilmeldt, efterhånden som Tarup voksede, og de ikke mere kunne rummes i de små stuer på ”Skrænten”, købte vi en stor grund, Jernbanevej 11, så vi kunne indrette små skolehaver der til stor glæde for børnene. Der byggede vi et større hus, hvor vi kunne indrette gymnastiksal i kælderen, to klasseværelser i stuen og to lærerindelejligheder på 1.sal. Maren Mikkelsen, som den gang var lærerinde ved Gislev friskole, blev ansat som vor medhjælper. Vi to kunne så i den nye bygning fortsætte med børn til 14-årsalderen, og en ny lærerinde, Karen Jensen, kom til og hjalp Karen P. med de to første klasser på ”Skrænten”.

Det gik således godt i nogle år, men børnetallet steg efterhånden til 100-150 børn, vi kunne ikke modtage flere børn, uden at bygge til på Jernbanevej 11, og da så kommuneskolen blev bygget i 1933, valgte vi, MM og undertegnede, at flytte med over i den nye skole, der blev indrettet med 4 klasser, 2 lærerindeboliger på 1. sal. Karl Albert Larsen blev ansat som førstelærer. Her havde vi stadig hyggelige og hjemlige kår i en lille skole. Børneantallet voksede langsomt og naturligt for skolen. 1940 kom C.C. Larsen, og nogle år senere K. Jensen. Vi kunne dog stadig bevare lilleskolens ånd og tone.”

Inger Nielsen var lærer på privatskolen og senere på Tarup Skole.