Tarup Gamle Præstegård

Kapitel fra I Odenses Skygge. Paarup Sogn og Kommune indtil 1970.

 Præsterne og præstegården

Efter Hans Jørgen Gottschalcks død i juni 1816 bestemte regeringen, at Paarup Sogn efter 250 år som anneks til Gråbrødre Sogn skulle være selvstændigt, og at en hospitalsgård skulle være præstegård. Som en midlertidig løsning blev sognepræsten i Skt. Hans Sogn i Odense, Edvard Røring Praem, sognepræst i Paarup. Han havde søgt om at få det ledige embede lagt sammen med sit eget, hvilket regeringen godkendte på den betingelse, at han skulle afgive Paarup Sogn, så snart den kommende præstegård blev ledig. I mellemtiden skulle sognets kongetiende samles sammen til en kapital, som kunne bruges til køb af præstegården.

Praem blev boende i præsteboligen i Skt. Hans Sogn og fik ikke megen glæde af sine to embeder, idet han døde i 1818 og efterfulgtes af Joachim Begtrup, der kom fra Svendborg efter tidligere at have været på Færøerne. Begtrup nåede heller ikke at se en præstegård i Paarup, og under den økonomiske krise i 1820’erne havde han en del vanskeligheder med at få bønderne til at betale deres tiende.

Under den næste præst, Severin Hjortsvang, så det en kort tid ud til, at præstegården ville blive til noget. Anders Larsen, der havde haft den udpegede hospitalsgård i fæste, døde i 1814, og de interesserede ventede på, at gården skulle blive ledig, når hans enke enten afstod den eller døde. Begge dele trak ud, og i mellemtiden øjnede gårdejer Anders Nielsen i Paarup en god handel. Han tilbød at sælge en parcel på 38 tønder land til en præstegård og roste jorden i høje toner. Den var i god drift, der fandtes en eng, som kunne give seks-syv læs hø om året, og et stykke skov gik ned til Næsbyhoved Sø, hvor der var godt fiskeri året rundt. Prisen var 2.400 rigsdaler. Provst Lütken mente, at 38 tønder land var for lidt til en præstegård, og at han i Hjortsvangs sted hellere ville købe en eksisterende gård end et stykke øde jord. I øvrigt burde prisen højst være 1.400 rigsdaler. Hjortsvang, der boede i Snapind, var enig. Så døde også han og efterfulgtes af Nicolai Brummer.

Den 50-årige Brummer kom til sognet med sin kone og fem børn. Kaldets indtægter var på 436 tønder korn, og offer og andre indtægter sattes til 200 rigsdaler, men den nye præst syntes, at det var for lidt og fik lov til at få renterne af den kapital, der var samlet til præstegårdens bygning. Alligevel klagede han over sin dårlige økonomi og bad om mere hjælp til sig og “sin store flok”. Mens han i Snapind ventede på, at hospitalsgården blev ledig, bestemtes det i Danske Kancelli i København i 1828, at de penge, der var samlet til den nye præstegård, for knap 600 rigsdalers vedkommende skulle gives til hospitalet som betaling for brugsret til gården. Resten, ca. 800 rigsdaler, skulle sammen med et bidrag fra Brummer på 300 rigsdaler bruges til istandsættelse af gården, når det blev aktuelt. Det blev det i 1832, da Karen Madsdatter døde, og pastor Brummer overtog gården den 25. juni med pligt til at betale skatter og folkeløn.

Gården blev synet før overtagelsen i overværelse af den afdødes arvinger. Hospitalets repræsentanter fandt ingen mangler, og der var den besætning og de redskaber, der skulle være, samt en pæn kornbeholdning. Da pastor Brummer senere beskrev gårdens tilstand ved overdragelsen, var han fuldstændig uenig. Det havde vist sig nødvendigt at bygge et nyt stuehus og at reparere meget på længerne, og hans skildring af den forsømte gård satte hans egne anstrengelser og udgifter i et smukt lys. I 1826 havde han ladet gårdens sørgeligt mishandlede skov syne, og han opregnede omhyggeligt, hvor meget han havde ladet plante. Brummer bemærkede spidst, at man kunne have ventet, at hospitalsdirektionen havde sørget for opsyn og vedligeholdelse, men at Karen Madsdatter og hendes tjenestefolk havde gjort, som de ville. Gårdens jord havde været dårligt dyrket, og markerne var fulde af senegræs og andet ukrudt. Jorden havde ikke fået gødning, og den fik derfor 100 læs allerede i 1832 og mere de følgende år. Markerne skulle også drænes og planeres og hegnene repareres for at gøre en fornuftig drift mulig.

Byggeriet og reparationerne varede til ind i 1834, da malerarbejdet i stuehuset blev gjort færdigt. Det blev på 25 fag og ca. 7 m i bredden og med god plads til otte medlemmer af præstefamilien og seks tjenestefolk. Det havde kostet 3.336 rigsdaler at skabe en “anstændig” præstegård, hvad der var blevet finansieret med 1.049 rigsdaler af de opsparede tiendebetalinger, et lån på 1.000 rigsdaler fra hospitalet og 1.287 rigsdaler og 13 skilling af pastor Brummers egen lomme.